Når søskende anbringes sammen – relationens kraft og kompleksitet

Når søskende anbringes sammen, bringes ikke bare en biologisk relation med ind i plejefamilien – men et helt følelsesmæssigt landskab af bånd, brud, loyaliteter og længsler. Søskendekærlighed er ikke altid tryg. Den kan være formet af fælles traumer, overlevelsesstrategier og usagte aftaler. Og netop derfor er den så betydningsfuld – og så kompleks at arbejde med.

Tilknytning i klemme

Tilknytning mellem søskende rummer noget særligt. Den kan være dybt forankret – men ikke nødvendigvis tryg. I nogle tilfælde fungerer søskenderelationen som det eneste kendte og kontinuerlige i barnets liv. Man har delt opvækst, forældres fravær, kaos eller omsorgssvigt. Man har måske passet på hinanden – eller overlevet side om side i stilhed.

Derfor kan søskende komme ind i en plejefamilie med stærke bånd, men også med uforløste spændinger. Nogle børn "klistrer" sig til hinanden og lukker nye voksne ude. Andre skændes, konkurrerer eller udspiller indbyrdes roller, som er svære at bryde. Og for plejeforældre opstår dilemmaer: Hvordan skaber man individuel tilknytning til hvert barn – uden at ekskludere den anden? Hvordan sætter man grænser, når søskende har været hinandens eneste tryghed?

Når det lykkes

Når det lykkes at støtte søskende – både som relation og som individer – kan der ske noget dybt helende. Børn, der har delt en smertefuld begyndelse, får mulighed for at opleve noget nyt sammen: at forskellighed ikke behøver at være farlig. At kærlighed kan være rummelig. At relationer ikke altid kræver overlevelse, men kan rumme hvile og tillid.

Det kræver, at man tør se på søskenderelationen med både fagligt blik og åbent hjerte. At man tør spejle det svære, sætte ord på ambivalens og anerkende, at kærlighed og vrede kan bo side om side. Som plejefamilie må man rumme forskellighed – uden at gøre børnene ens. Man må holde hver deres historie – og samtidig styrke det fælles.

Når det ikke går

Nogle gange er det ikke muligt at anbringe søskende sammen. Relationerne kan være for belastede, eller det ene barn har brug for noget, det andet ikke kan rumme. Her er det afgørende, at man ikke blot splitter – men forstår. For som Inger Thormann har formuleret det:
"Det lille barn kan ikke få en ny start ved at blive fjernet."
Det gælder også søskendebåndet. Det kan ikke blot kappes uden konsekvens.

Søskende, der anbringes hver for sig, har stadig brug for støtte til at forstå adskillelsen. De har brug for kontakt – hvis det er muligt og sundt. Og de har brug for at høre, at deres relation stadig har betydning. Vi skal ikke kun beskytte børn i samvær – men også i fravær.

Et livslangt bånd

Søskende er ofte de længstvarende relationer, vi har i livet. De udgør en form for eksistentielt fællesskab – en forbindelse til en fælles begyndelse, som ingen andre helt kender. For anbragte børn kan dette bånd være det sidste vidnesbyrd om en fortid, der ellers risikerer at gå tabt.

Men det er ikke nok at anerkende båndet – vi må også turde arbejde med det. Helbrede det, hvis det er belastet. Styrke det, hvis det er vigtigt. Og skabe plads til, at relationen må udvikle sig – i nye rammer og med nye vilkår.

Vi lærer sammen

Som plejeforælder og terapeut har jeg været vidne til, hvordan søskenderelationer kan både bære og bære over. Det er sårbart og smukt, komplekst og krævende. Men mest af alt er det meningsfuldt.

Har du erfaringer med søskendeanbringelser – som fagperson, plejeforælder eller søskende selv?
Hvordan oplever du balancen mellem tryghed og traume, når søskendebåndet følger med ind i en ny virkelighed?

Del gerne dine tanker i kommentarfeltet – vi har brug for hinandens erfaringer.

❤️
Trine-Liv Elehrs
Psykoterapeut MPF og spædbarnsterapeut