Spædbarnsterapiens metode – når det ordløse får en stemme

"Hvordan kan man lave terapi med et spædbarn?"
Det spørgsmål får jeg ofte – og det giver mening. Spædbarnsterapi lyder måske som noget, et lille barn ikke kan tage del i. Men det kan det. Ikke ved at tale, men ved at blive talt til – og mødt, set og spejlet i sin oplevelse.

Som spædbarnsterapeut arbejder jeg med den forståelse, at spædbarnet allerede fra livets begyndelse er et sansende, følende og relaterende menneske. Spædbarnsterapi er ikke terapi med barnet, men for barnet. Det er en nænsom, ærlig og respektfuld måde at give sprog til den historie, barnet bærer i kroppen – uden selv at kunne fortælle den.

Hvorfor spædbarnsterapi?

Børn, der tidligt i livet har oplevet adskillelse, svigt eller utryghed – fx i forbindelse med anbringelse – viser ofte tegn på uro, søvnforstyrrelser eller kontaktproblemer. Disse reaktioner kan være udtryk for en indre oplevelse, barnet ikke har fået hjælp til at forstå. Her tilbyder spædbarnsterapien en vej ind.

Psykolog Inger Thormann og psykoterapeut Inger Poulsen, som har udviklet den danske metode, formulerer det klart:
"Lad aldrig barnet være alene med sin smerte."
Vi må turde være vidner til barnets historie – også de svære kapitler.

Hvad gør vi?

I spædbarnsterapien fortæller vi barnets livshistorie – højt og nænsomt – baseret på fakta, følelser og indsamlet viden. Terapeuten taler til barnet i et roligt og kærligt tempo med kontakt, respekt og autenticitet. Fortællingen kan handle om alt fra fostertilstand og fødsel til adskillelse, tab, nye relationer, styrke og håb.

Det er ikke en oplæsning. Det er et følelsesmæssig budskab.

Françoise Dolto, en af pionererne bag spædbarnsterapien, sagde det enkelt og kraftfuldt:
"Lad aldrig barnets lidelse blive glemt."

Hvordan virker det?

Barnet reagerer ikke nødvendigvis med ord, men med kroppen: øjne der møder blikket, gråd, stilhed, ro, uro. Nogle børn reagerer med protest – andre med lettelse. Det vigtigste er ikke reaktionen her og nu – men at barnet spejles, at det bliver båret i et sprog, det kan mærke, og som det kan vokse ind i.

Som Thormann og Poulsen understreger, handler det om at tilbyde barnet en følelsesmæssig bro – et sted, hvor historien bliver fortalt med sandhed, styrke, rytme og håb. Vi gentager historien – i terapien og efterfølgende i hjemmet og for eksempel i hverdagens putteritualer – så barnets indre kaos langsomt kan finde form og sammenhæng.

Hvad siger forskningen?

Spædbarnsterapien bygger på en række stærke psykologiske og psykoanalytiske fundamenter:

• Dolto lærte os, at spædbarnet er et subjekt – med følelser, hukommelse og behov for ærlig kontakt

• Eliacheff taler om det uudtalte "skrig", som viser sig gennem adfærd og kropslige reaktioner

• Bowlby mindede os om, hvor dybt tidlig tilknytning og brud påvirker barnets udvikling

• Dybvad Larsen udvider forståelsen til også at omfatte fosterlivets påvirkninger

• Winnicott viste, hvordan overgangsobjekter kan fungere som følelsesmæssige broer mellem verdener

Terapien bliver dermed et sted, hvor vi ikke kun arbejder med barnets nu – men med dets begyndelse.

Når vi tør være med

Spædbarnsterapi er ikke magi. Det er relation.
Det er modet til at stå ved siden af et lille menneske i dets smerte – og blive.
Det er evnen til at tale sandt, uden at overvælde.
Og det er håbet om, at barnet ikke skal bære det svære alene.

Jeg har som både terapeut og plejeforælder oplevet, hvordan spædbarnsterapi skaber forandring. Ikke nødvendigvis dramatisk – men mærkbart. Et blik der blødgøres. En krop der falder til ro. En tilknytning, der bliver lidt mere tydelig.

Det er noget af det smukkeste, jeg kan være vidne til.

Vil du vide mere om spædbarnsterapi, eller er du nysgerrig på, om det kunne være relevant for dit barn eller din familie? Du er velkommen til at kontakte mig.

❤️
Trine-Liv Elehrs
Spædbarnsterapeut og psykoterapeut MPF